Hestlund Efterskole modner sine elever stille og roligt – som gode oste

Hestlund Efterskole har leveret råmateriale til en ny undersøgelse om forældrenes oplevelse af effekten af et efterskoleophold. Undersøgelsen fastslår blandt andet, at eleverne bliver mere modne og socialt velfungerende.

Efterskoleforeningen har i samarbejde med Megafon netop offentliggjort en kvalitativ undersøgelse af ”Forældres oplevede effekt af deres barns efterskoleophold”. Undersøgelsen bygger på 12 dybdegående interviews med efterskoleforældre.

To af disse forældrepar er Hestlund-forældre, så Hestlund Efterskole er derfor ekstra stolt af kunne at fremvise nogle af rapportens hovedkonklusioner:

  • Eksempel 1

”Uddannelsesparathed: Forældrene er enige om, at deres barn generelt er blevet langt mere uddannelsesparat og klædt på til livet af efterskoleopholdet. De har lært sig selv bedre at kende, de er blevet bedre til at begå sig socialt, og de har fået en bred vifte af værktøjer, som de kan benytte i deres videre færd, både fagligt, personligt og socialt.”

  • Eksempel 2

”Selvtillid: Efterskoleopholdet har for en hel dels vedkommende været et selvtillidsboost. Flere forældre fortæller, hvordan deres barn har fundet sig selv, og nu hviler i egne styrker og svagheder. Dette har helt konkret betydet, at de nu fx tør række hånden op i undervisningstimerne og stille spørgsmål. Flere er ligeledes blevet i stand til stille sig op og holde foredrag, taler eller præsentationer…”

Tilfredshed på forstanderens kontor

Hestlund Efterskoles forstander, Johannes Fomsgaard Pedersen, glæder sig over rapportens konklusioner:

”Det er særdeles positiv læsning. Rapporten bestyrker os i, at et efterskoleophold er en optimal afrunding af den første del af de unge menneskers skolegang. Vi holder af at sige, at vi modner eleverne stille og roligt – som gode oste. Måske en lidt skør sammenligning, men det er ikke helt ved siden af,” fastholder han.

”Modningen foregår blandt andet ved hjælp af faste, trygge rammer, opmærksomme lærere og masser af tid til den enkelte elev. Andre vigtige elementer er vores nul-tolerance mht. mobning samt vores krav om inklusion af ALLE på holdet,” uddyber forstanderen.

CEPOS placerede Hestlund i top 10

Tidligere på året leverede CEPOS, Center for Politiske Studier, deres årsrapport over danske folke-, privat- og efterskolers evne til at løfte eleverne fagligt – den såkaldte undervisningseffekt.

I denne rapport var Hestlund placeret som nr. syv blandt samtlige af landets cirka 250 efterskoler – og som nr. 159 ud af alle 1.338 skoler. Også dette resultat får det blå stempel af Hestlunds forstander:

”Placeringen er bestemt godkendt, men vi går efter et endnu flottere resultat i dette skoleår. For selvfølgelig vil vi være endnu bedre til at styrke vores elever fagligt. Det er jo det, vi er her for,” pointerer Johannes Fomsgaard Pedersen.

Nysgerrig efter mere?