Sara Uno, Thyholm

Min tro giver mig tryghed

”Troen betyder en masse for mig. Jeg er vokset op i en kristen familie og har altid haft troen med mig. Nogle gange kan jeg godt tvivle og blive usikker i min tro, men når jeg så læser i Bibelen, finder jeg trygheden igen.

Noget, der kan få mig til at tvivle, er for eksempel voldsomme hændelser i livet. For nogle år siden mistede jeg min bedstefar på tragisk vis, og jeg kunne ikke begribe, at noget så urimeligt kunne ske – og da slet ikke for mig, som jo tror på Gud.

Jeg bladrede lidt i Bibelen og huskede så, at Gud har en plan med mig og med de ting, jeg gennemgår. Måske ser det hele lidt træls ud en gang imellem, men det vender igen. Ja, jeg tror på, at Gud har en plan med mig, og at det er en god plan.

Det er jo ikke sådan, at jeg konstant læser i Bibelen – eller læser den fra ende til anden. Jeg har en lang række yndlingssteder, som siger mig noget – og som jeg kan bruge i forskellige situationer. På den måde er Bibelen for mig altid relevant og værdifuld.

Her på Hestlund går der også elever, som ikke tror på Gud. Det er helt ok med mig, for det er godt at få forskellige synsvinkler på tingene. Det giver faktisk mange spændende diskussioner, hvor vi kan være dybt uenige på kryds og tværs i klassen – men hvor vi lytter til hinanden, respekterer hinanden og bliver klogere på en eller anden måde. Om ikke andet bliver vi måske styrket i det, som vi selv tror på, hihi.

På den måde synes jeg, at Hestlund er ret fantastisk. Her er det ok og helt normalt at diskutere livets store spørgsmål…”

Er du klar til at lære?