Mød de 3 nye medarbejdere

Vi er både glade og stolte over at kunne præsentere de 3 nye lærere, der starter hos os til august 2018.

Vi har bedt dem hver især om at skrive lidt om sig selv:

Mette Gaarde Bjerregaard

Jeg er 29 år og bor sammen med min mand og vores lille datter på et landsted, ikke langt fra Hestlund. Jeg elsker at undervise, og har længe drømt om at komme til at undervise på en Efterskole. Jeg prøver altid at finde på nye spændende ting til undervisningen, sådan at eleverne synes det er fedt at lære. Jeg vil primært undervise i fagene dansk, engelsk og tysk. Jeg glæder mig utrolig meget til at blive en del af Hestlund Efterskole og være med til at give en hverdag med lys i øjnene, trygge rammer, og en helt masse fede og spændende oplevelser!

Jonas Ladegaard Jakobsen

Jeg er efter en god studietid i Aarhus og 4 år på lærerseminariet nu klar til at flytte til Herning og et spændende arbejde på Hestlund Efterskole. Her glæder jeg mig til at prøve kræfter med efterskolelivet og undervise i matematik, fysik/kemi og biologi. Tidligere har jeg lavet forskellige sommerlejre for børn og unge i KFUM og KFUK. De gode oplevelser herfra er min store inspiration til at blive efterskolelærer.

Henriette Storbjerg Larsen

Jeg glæder mig helt vild til at blive en del af Hestlund i en halvtidsstilling med en masse musik og idræt. Jeg har været musik- og idrætslærer på Silkeborg Gymnasium i 7 år, men har ofte tænkt, at jeg godt kunne tænke mig efterskolelivet. Det er jeg så heldig at få lov til nu. Jeg glæder mig til nye relationer med kollegaer og elever. Jeg glæder mig til mange nye musikalske oplevelser, samt til at få sved på panden med aktive elever. Jeg bor i Sejs sammen med min mand og 4 børn.

Nysgerrig efter mere?