Efter 10 år på forstanderposten på Hestlund Efterskole har Johannes Fomsgaard Pedersen besluttet at prøve nyt pr. 1. august 2020. Derfor er et nyt og stærkt forstanderteam sammensat. Nuværende viceforstander, Lars S. Hansen, bliver ny forstander, og nuværende lærer Thomas Sommer tiltræder jobbet som viceforstander.

“I bestyrelsen vil vi gerne benytte lejligheden til at sige tusind tak for den kæmpe store indsats, som Johannes har gjort som forstander på Hestlund Efterskole de sidste 10 år, og vi ønsker ham alt det bedste i fremtiden. Samtidig er det en stor glæde og stolthed at kunne meddele, at Lars og Thomas bliver henholdsvis forstander og viceforstander og skal stå i spidsen udviklingen af Hestlund Efterskole. Vi ser frem mod et givende, positivt og konstruktivt samarbejde,” udtaler bestyrelsesformand Claus Rasmussen.

Nedenfor kan du læse meget mere om vores nye forstander, viceforstander og et kærligt farvel fra Johannes Fomsgaard Pedersen.

“Det er mit drømmejob”

Efter fire år som viceforstander på Hestlund Efterskole glæder mig helt vildt til at stå i spidsen for og udvikle, hvad jeg betegner som ”Verdens bedste Hestlund Efterskole”. At stå i spidsen for en skole men også et hjem, hvor eleverne oplever at være nogen og noget. Jeg glæder mig til at skulle gå både forrest og bagerst, men allermest til at skulle gå ved siden af og samarbejde med unikke elever, passionerede medarbejdere, engagerede bestyrelsesmedlemmer og andre med tilknytning til Hestlund Efterskole.

Vi er en lille efterskole. Det betyder, at vi måske ikke har den nyeste springhal, men til gengæld har vi mulighed for at udleve vores principper om nærhed, og at alle skal føle sig som del af et fællesskab, hvor dannelse og livsduelighed er i højsædet. Samtidig harmonerer mit kristne livs- og menneskesyn, der er forankret i den danske folkekirke, med ånden på Hestlund Efterskole, som den brede almene kristne efterskole med højt til loftet.

Jeg glæder mig til volleykampe, musical, fede udflugter, hverdagen på Hestlund, men mest af alt glæder jeg mig til sammen med hele medarbejderstaben at skabe uforglemmelige efterskoleår for alle de kommende elever.

Jeg ønsker Thomas Sommer stort tillykke med jobbet som viceforstander og ser meget frem til nu at skulle samarbejde med dig på ledelsesfronten.

Endelig vil jeg sige en STOR tak til Johannes for alt, hvad du har ydet og været for vores kære efterskole og de kære unge mennesker. Tak for et helt igennem unikt, åbent og ærligt samarbejde. Du vil blive savnet af mange! God vind fremover med dine nye spændende udfordringer.

De bedste hilsner

Lars S. Hansen

Lidt om mig

Jeg er uddannet lærer, har 16 års efterskolelærererfaring og fire års erfaring som viceforstander. Jeg har derudover en diplomuddannelse i ledelse og en mediatoruddannelse.

Jeg er gift med Lene, og sammen har vi tre skønne børn: Andreas, Mads Emil og Frederikke. Vi bor i Skibbild-Nøvling ved Herning. I min fritid er jeg spillende volleytræner og vild med løb, cykling og svømning.

“Jeg glæder mig til min nye rolle” 

Jeg er helt vild med efterskolelivet og brænder for at gøre et efterskoleophold så godt, som det overhovedet kan lade sig gøre for hver enkelt elev. De seneste 7,5 år har jeg arbejdet som efterskolelærer (engelsk, tysk og fodbold) og elsket hvert sekund af det. Jeg elsker samspillet med de unge mennesker og finder stor glæde i at kunne gøre en positiv forskel i andres liv.

Jeg glæder mig meget til at indtræde i jobbet som viceforstander. Det er en unik mulighed for mig for at kunne kombinere den efterskole og det efterskoleliv, som jeg holder så meget af, med den forretningsmæssige og ledelsesmæssige baggrund jeg har fra tidligere. Jeg ser frem til at være med til at præge udviklingen på Hestlund Efterskole de næste mange år.

De bedste hilsner

Thomas Sommer

Lidt om mig

Jeg har arbejdet mange år som eksportchef i tøjbranchen, hvor jeg også er uddannet. Derefter har jeg arbejdet 6-7 år som underdirektør i ejendomsbranchen, hvor jeg var beskæftiget med investeringer i tyske ejendomme.

Jeg er 45 år, gift med Mette og sammen har vi to piger på hhv. 17 og 19 år. Oprindeligt er jeg fra Silkeborg, men har de seneste 18 år boet i Ikast. I min fritid holder jeg meget af fodbold og skiløb.

“Det er med stor taknemmelighed, at jeg takker af”

Efter 10 år som forstander på Hestlund Efterskole og over 17 år som ansat på efterskoler, har jeg valgt at søge ind i en anden del af uddannelsesverdenen. Jeg skal fra august arbejde som underviser på FGU-uddannelsen i Ikast på kommunikation- og medielinjen. Nu har bestyrelsen på Hestlund Efterskole fået det nye ledelsesteam på plads. Lars Steen Hansen, der har været viceforstander, bliver ny forstander og Thomas Sommer, der er lærer og TR på skolen, bliver ny viceforstander. Det er et meget stærkt team, der nu er klar til at køre skolen videre.

Det er med stor taknemmelighed, at jeg ser tilbage på de mange år, hvor jeg har fået lov til at dele liv med så mange efterskoleelever, kollegaer og familier, der har valgt, at en efterskole skulle være rammen for et år for deres unge. Et år med særlig mulighed for menneskelig udvikling og hvor et forpligtende fællesskab er med til at sikre en forståelse for det ansvar og de relationer man i et menneskeliv er bundet af og forbundet til.

For mig har det altid været i efterskolehverdagslivet, hvor jeg har følt mig mest privilegeret og beriget i mit arbejdsliv. Der hvor mødet med den enkelte opstod og har ført til kortere og længere samtaler, der både har rummet de helt små iagttagelser og indtryk fra et ungt menneskes perspektiv, men også nogle gange har åbnet op for et indblik i en betagende dybde og insisterende jagt på meningsfuldhed og forståelse af både sig selv og de fællesskaber, man oplever at være en del af.

Efterskolelivet har været en kæmpe del af mit liv. Denne skoleform vil for altid stå mit hjerte meget nært! Jeg vil nu glæde mig til at arbejde med det næste uddannelsestrin for unge op til 25 år, der ikke er uddannelsesparate og skal finde deres vej ind i en ungdomsuddannelse og arbejdslivet.

Tak til alle jer, jeg har mødt igennem min tid i efterskoleverdenen. Jeg håber, at vi mødes i mange andre sammenhænge.

Mange kærlige og taknemmelige hilsner

Johannes Fomsgaard Pedersen