Oplev et døgn på Hestlund Efterskole – et døgn fyldt med linjefag, valgfag, fællesskab og ægte efterskolehygge.
Kunne du tænke dig at prøve, hvordan det er at gå på Hestlund Efterskole, så er vores 24-timers camp helt sikkert noget for dig. Her kan du afprøve vores fire linjefag, få en smagsprøve på vores mange spændende valgfag, deltage i sjove aktiviteter og hygge dig med dine måske kommende efterskolevenner.
Næste 24-timers camp finder sted d. 20.-21. marts 2027, fra kl. 11.00 lørdag – 11.00 søndag.
Camp’en er for dig, der går i 5.-8. klasse. Du er meget velkommen til at tage din bedste ven eller veninde med. Jo flere, jo bedre.
På camp’en kan du prøve kræfter med linjefagene: Fodbold, Sport & Adventure, Musik & Performance samt Håndværk & Design.
Som var du allerede elev, overnatter du selvfølgelig på et elevværelse. Drenge bor på drengegange og piger på pigegange. På værelset får du én anden campdeltager som roomie. Hvis I kommer to venner eller veninder sammen, så er det naturligvis muligt at ønske hinanden som roomie.
Det koster 200 kr. at deltage i 24-timers camp’en inklusiv fuld forplejning samt en lille overraskelse. (Tilmelder du dig efterfølgende Hestlund Efterskole, giver vi dig pengene tilbage, som en lille ekstra tak.)
På camp’ens sidste dag byder vi på forældrekaffe og samtale med en af vores ansatte fra kl. 10.00-11.00.
Tilmeld dig camp’en via formularen til højre.