Valgfag
Tanketrænerne
Tanketrænerne er et unikt tilbud til dig, der kæmper med overbekymring, generthed eller ængstelighed.
Få hjælp til dine tanker
Tanketrænerne er skabt til dig, der oplever at bekymre dig lidt mere end andre – og måske endda så meget, at det generer eller holder dig tilbage i situationer, du egentligt godt gad at indgå i eller håndtere anderledes.
På vores valgfag, Tanketrænerne, tager vi kampen op mod dine bekymringer og din negative indre stemme, så du kan tage dit ungdomsliv med venskaber, oplevelser og læring tilbage.
I videoerne herunder kan du høre vores forstander, vores psykolog og to tidligere elever fortælle om tanketrænerne.
Forstander
Psykolog
Elever
Kan du genkende dette?
- Jeg tænker alt for meget over, hvad andre tænker om mig
- Jeg lader være at gøre ting, fordi jeg bekymrer mig om, hvad andre siger
- Jeg bekymrer mig meget om ting, der kan gå galt eller være farligt
- Små ting kan komme til at fylde alt for meget for mig
- Jeg har indimellem svært ved at sove, fordi tankerne kører i ring
Kæmper du med sådanne negative tanker, er du bestemt ikke alene – og så er Tanketrænerne muligvis noget for dig!
Vi tilbyder
Først og fremmest er vi bevidste om, at et inkluderende og forpligtende fællesskab er afgørende for, at du kan udvikle dig. Det gør vi vores absolut bedste for at skabe på Hestlund Efterskole.
Derudover inkluderer Tanketrænerne følgende:
- Allerede inden skolestart mødes vi med dig og dine forældre sammen med de resterende elever på valgfaget. Her møder vi hinanden og får indblik i, hvad det betyder at være en del af Tanketrænerne.
- Ugen inden skolestart mødes vi igen sammen med de andre unge. Her skaber vi overblik over værelsesplan, klasse og din kontaktlærer. Derudover tager vi et kig på, hvordan opstartsprogrammet ser ud, så du er forberedt på den første uge.
- Når skoleåret starter, vil der være Tanketræner-aktiviteter for hele skolen, og du vil få mulighed for at deltage i en gruppe, der mødes ugentligt til valgfag.
- På vores valgfag har vi fælles undervisning med udgangspunkt i individuelle forløb, hvilket betyder, at du tager udgangspunkt i dine egne udfordringer, men arbejder med det ud fra en fælles undervisning. Her vil være et par individuelle samtaler undervejs.
- I gruppen får du redskaber til at arbejde med dine tanker og arbejde frem mod, at du kan gøre de ting, du gerne vil i dit liv. Denne undervisning stopper cirka i november.
Pilotskole
Hestlund Efterskole er pilotskole for Tanketrænerne, der retter sig mod unge der kæmper med overtænkning og generthed. Forløbet er udviklet af Stine Hæk, der er psykolog og medforfatter på ”Monstermanualen” – en bog til børn med mange bekymringer.
Stine har specialiseret sig i overbekymring og overtænkning og har blandt andet udviklet undervisningsmaterialer til lærere, der retter sig mod den unge selv. Stine møder I inden skolestart, men undervejs vil undervisningen blive varetaget af skolens undervisere.
Det siger tidligere elever
Har brudt den negative spiral
“Jeg er blevet udrustet med nogle værktøjer til at håndtere mine bekymringer og bryde den negative spiral. Det har jeg også gjort brug af efter valgfaget stoppede”.
Mere frihed til at udfolde mig
Tanketrænerne har fået mig til at møde bekymringer med tanken: “Hvad er det værste, der kan ske?”, og det har givet mig mere frihed til at udfolde mig.
Føler mig ikke længere alene
Det er fedt at være en del af en gruppe elever, hvor alle har det lidt på samme måde. Det er fedt, fordi man ofte har følt sig alene med sine bekymringer, og her mødes man med andre, som kan have lignende tanker.
Redskaber i mental træning
Tanketrænerne har givet mig indsigt i nogle redskaber, der har skabt eftertanke. Det har været spændende at få undervisning i mental træning på den måde.
Lærere på Tanketrænerne
Ida Marie Brorson
Lærer, trivselsansvarlig og ordblindevejleder
