Hverdag på Hestlund Efterskole
De fleste dage i dit efterskoleår er helt almindelige hverdage. De kan heldigvis også noget særligt – for vi er sammen om dem. Det er undervisning, sport, aktiviteter, hygge, spil, film, krammere, gåture og meget mere. Det er hverdagen, der sætter rammen for dit efterskoleår.
De små hverdags-øjeblikke
Dit efterskoleår er bygget op om rigtig mange ting. Ikke mindst de små ting – det er nemlig også de små øjeblikke i dagligdagen, der gør efterskolen til noget særligt. Og det er her, I lærer hinanden rigtig godt at kende.
Roomies på efterskole
Du bor på værelse med en anden elev. Drenge og piger bor hver for sig. To gange i løbet af året skifter du roomie. Det vil sige, at du kommer til at bo med tre forskellige.
Det er noget særligt at bo tæt sammen. I står op sammen og går i seng sammen. I ser hinanden på værelset mellem alle de andre ting, I laver.
I har et ekstra øje for hinanden og kan støtte hinanden i det, der er godt og det, der er svært – både i starten af året hvor alt er nyt og i slutningen, hvor I kender hinanden og efterskolelivet rigtig godt.
Kontaktgrupper på efterskole
På efterskolen er du i kontaktgruppe med andre elever. I er en lille gruppe sammen og har en kontaktgruppelærer. I har et ugentligt møde, hvor I snakker om, hvordan det går – og sikkert alt muligt andet. Nogle gange er I på ture – måske cykler I en tur, måske besøger I jeres kontaktgruppelærer, eller måske spiser I burgere sammen?
Du er i den samme kontaktgruppe hele året. Kontaktgruppen er også en tryghed i starten af skoleåret, fordi du hurtigt lærer en gruppe elever at kende. I løbet af året har vi en række individuelle trivselssamtaler mellem lærer og elev.
Weekenden på efterskole
Weekenden er en del af din dagligdag på skolen og vi håber, du har lyst til at blive på skolen de fleste weekender. Her har du tid til at slappe af, og der er ofte ikke så meget program. Men der sker altid et eller andet – så I, der bliver på skolen, også er sammen om nogle ting.
Der er altid en lærer på vagt i weekenden. Læreren planlægger ofte nogle fælles aktiviteter. Du har selvfølgelig også stor indflydelse på programmet og kan arrangere noget sammen med din lærer eller sammen med nogle kammerater. Skal I i hallen? På skovtur? Holde filmmarathon?
I løbet af året er der nogle enkelte hjem-rejse-weekender, hvor alle elever er hjemme. Det er ofte forlængede weekender.
Tanketrænerne
Tanketrænerne er et tilbud for unge der kæmper med voldsom generthed, overbekymring eller ængstelighed.
Sammen med psykolog Stine Hæk tilbyder vi på Hestlund Efterskole et skoleår, hvor du får mulighed for at tage kampen op med den negative indre snak og tage dit ungdomsliv med venskaber, fælles oplevelser og læring tilbage.
Læs mere om Tanketrænerne – klik her
Vi sikrer din trivsel
Som elev på Hestlund Efterskole vil du opleve, at vi går meget op i din trivsel og dannelse. Derfor har vi indlagt aktiviteter i vores ugeprogram, hvor vi fokuserer på at styrke elevernes sociale kompetencer, relationer og fællesskaber. En gruppe af lærere modtager løbende videreuddannelse i, hvordan man styrker den enkeltes og fællesskabets trivsel.
Vi er stolte af at være en del af Me&We-projektet.